Den ny tids religion?
Den foregående tids religion?
Kilderne til den tidløse visdomslære
Den Tidløse Visdoms verdensbillede

Den Tidløse Visdom er en samlebetegnelse for den impuls, som ligger bag alle religioner og trossystemer til alle tider. Den udspringer fra det guddommelige ophav, og gives form efter det sted, det samfund og den tid den gives i. Jesus gav for ca. 2000 år siden impulsen til Kristendommen. Muhammed gav ca. 600 år senere impulsen til Islam. Fra Østen kender vi bl.a. Buddhisme og Hinduisme. Hver især er disse trossystemer tilpasset det folk og den tid de er givet i. Men den bagvedliggende impuls er den samme.

Hvis man ser sådan på det, er det ikke mærkeligt, at der i dag er brug for en ny formulering af impulsen. Videnskabens fremmarch og vores globale bevidsthed har gjort formuleringen af impulsen gennem de nuværende religiøse systemer delvis forældet.

Den nye formulering er givet gennem en række foregangsmænd og -kvinder i perioden fra 1875 og ca. hundrede år frem, og er i dag kendt under betegnelser som Teosofi, Den Esoteriske Lære og Visdommen.

Den ny tids religion?

En religion kan defineres som en verdensanskuelse, som i sig rummer

• en skabelsesberetning
• en opfattelse af Gud eller guderne
• anvisninger på hvordan mennesker skal forholde sig til Guddommen, og
• generelle anvisninger om hvordan mennesker skal forholde sig til hinanden og det samfund de lever i.

Ofte rummes også visioner for fremtiden eller for verdens undergang. Alt dette fremgår af de skrifter, der er knyttet til religionen og som er overleveret til os gennem tiderne.

De store religioner har haft en sådan gennemslagskraft i de samfund, hvor de er opstået, at de efterhånden er blevet den spirituelle og kulturelle baggrund for det pågældende samfund.

De store religioner er opstået over tid. Nogle er siden sygnet hen, efterhånden som de samfund der belivede dem, er gået i opløsning. Det har vi fx har set med oldtidens Ægypten og Grækenland. Men hver især er de opstået i en bestemt tidsalder i en bestemt type samfund og er derfor tilpasset de mennesker, det samfund og den tid de er opstået i. Det betyder, at de dele af religionen, som består i anvisninger om social adfærd efterhånden bliver uaktuelle, mens det åndelige indhold bevarer sin aktualitet. I Kristendommen er budskabet om at elske sin næste som sig selv uformindsket og universelt. Reglerne i Det Gamle Testamente om hvordan ørkenens nomadefolk skulle opføre helligdomme er til gengæld ganske forældede.

Hver religion har sin grundlægger eller sine visionære profeter, som har kunnet samle et helt samfund omkring visionerne. Ofte er grundlæggelsen af en ny religion sket gennem kamp og med fare for liv og levned for dem, som tilsluttede sig. En ny tro etableres jo som et alternativ til en eksisterende tro eller samfundsorden og ofte også i protest herimod. Også i vore dage er der mange konflikter som hviler på religion og religiøse opfattelser, som kæmper imod hinanden. Det gælder både religionerne imellem, men jo også inden for den samme religion.

Så hvad skal vi egentlig med endnu en af slagsen?

Det korte svar er: Fordi tiden nu er moden til en ny formulering af Den Tidløse Visdom, den grundlæggende visdom, som ligger bag enhver religion eller religiøs praksis uanset hvor eller hvornår den er opstået eller hvor i verden den praktiseres.

Den foregående tids religion?

Det verdensbillede der afløser Bibelens og Koranens verdensbillede, kunne man kalde det videnskabeligt / materialistiske verdensbillede. Dette verdensbillede fremkommer, da man i Vesten grundlægger og udvikler naturvidenskaben som vi kender den i dag. Dvs. videnskaben om den fysiske verden som vi kan se, mærke og føle og undersøge og beskrive rationelt gennem videnskabelig metode. Skabelsesberetningen handler om universets opståen gennem Big Bang og menneskets opståen gennem langsom evolution fra dyr til menneske. Samfundets normer fastsættes i menneskeskabte love.

Også den materialistiske verdensanskuelse har haft sine profeter. Det er de videnskabsmænd, som har kæmpet – nogle gange med livet som indsats – for deres betragtninger over den fysiske verden og dens naturlove. Gud fandt han dog ikke i sin søgen. Da skabelsesberetningen som den fremstår i Bibelen, i den grad kan modbevises, må man som videnskabeligt orienteret og uddannet individ i Vesten derfor afvise eksistensen af en Gud. Religionen køres ud på et overtroens sidespor som en køn symbolsk beretning om tidernes begyndelse og eksistensen af ”det der er mellem himmel og jord”.

Bevisbyrden for Guds eksistens kan ikke løftes. Så igen strides og kæmper to trossystemer mod hinanden. Dog har religionen denne gang tilsyneladende trukket det korteste strå. Så der er opstået et behov for en ny fortolkning af Den Tidløse Visdom, som passer bedre sammen med en verden med en videnskabelig tilgang til tilværelsen.

Med reformuleringen af Den Tidløse Visdom gennem Teosofien og Den Esoteriske Lære gives et bud på et sammenhængende verdensbillede. Denne gang i en form og indpakning, som kan appellere til og kombineres med et vestligt, materialistisk verdensbillede. Eller måske snarere: … som efterhånden vil kunne appellere til og kombineres med et vestligt, materialistisk verdensbillede. For der kræves også her foreløbig et element af tro, nemlig troen på at clairvoyance er et faktum og kan bedrives videnskabeligt med efterprøvning af de opdagelser der gøres på denne måde, om bl.a. finere stofplaner og sjælens eksistens.

Som de øvrige religiøse systemer og bevægelser rummer også Den Tidløse Visdom såvel en skabelsesberetning som profeter (forfattere), anvisninger om korrekt levevis og visioner for fremtiden. Den opfylder dermed kriterierne for at være en religion. Den er vel ikke fuldt etableret endnu og dem der tilslutter sig, har heller ikke måttet kæmpe med livet som indsats, dog måske nok mod latterliggørelse. Farerne for en ny religion nu om dage er nok snarere mangel på opmærksomhed, da vor tids mennesker jo lever i en næsten endeløs strøm af informationer.

Kilderne til Den Tidløse Visdomslære

Den Tidløse Visdom er en samlet betegnelse jeg anvender for en række forfatterskaber, som er fremkommet siden slutningen af 1800 tallet og frem til omkring 1960. De vigtigste strømninger og  forfattere inden for Den Tidløse Visdom er

• Teosofien, som formuleret af Helena P. Blavatsky m.fl.,
• Den Esoteriske lære, som formuleret af Alice A. Bailey og
• Visdommen, som formuleret af Lucille Cedercrans.

Man kan med god ret kalde disse modtagere af Den Tidløse Visdom for vor tids profeter. De visioner vi læser om i Bibelen er kommet fra profeter. Profeterne var den tids clairvoyante, som berettede om hvad de havde set og oplevet i den indre verden eller fået fortalt af den indre verdens budbringere, – den indre verden forstået som Gud og hans skarer af hjælpere.

Alle de nævnte forfattere har angiveligt haft en direkte kontakt til Visdommens Mestre, Hierarkiet, klodens indre verdensstyrelse. Mestrene har brugt dem som kanaler for at formidle en viden, som verden nu var parat til at modtage.

I sandhedens interesse er der dog mange andre forfattere, som har beskrevet kontakt til den indre verden. De beskæftiger sig dog ofte med specialer indenfor det teosofiske og esoteriske univers. Det kan fx være udøvende healere eller astrologer eller terapeuter med mange forskellige indfaldsveje til selvudvikling.  Og det er faktisk fuldstændig som det skal være. Det har ikke været tanken med denne nye impuls, at der skulle skabes “en religion” med tilhørende dogmatik og organisation og ledere, som har patent på “sandheden”. Impulsen har i stedet udviklet sig til at blive en bevægelse – New Age bevægelsen.  Et citat er måske på sin plads her:

Lucille Cedercrans, Teacher Training I, Lektion 18 (min oversættelse)
Denne tankeformspræsentation, denne vidsom, … skal finde vej frem i verden, ind i menneskeheden gennem mange kanaler, ikke gennem en leder. … Denne bevægelse, der hurtigt samler momentum over hele verden i dag, er ikke begrænset til en aktivitet, der projiceres gennem Lucille. Som I ved, er der mange, der har modtaget instruktion på nogenlunde samme måde, som Lucille har modtaget sin del af planen. Der er mange, der har modtaget instruktion på andre måder. Denne tankeformspræsentation vil gøre sin indflydelse gældende på menneskeheden gennem mange kanaler, gennem mange ledere (hvis man vil kalde dem det), men det må ikke være muligt, at denne bevægelse kan spores tilbage til nogen som helst personlighed, uanset vedkommendes udvikling eller mangel på samme.

Alle mulige mennesker opfatter altså deres lille del af visdommen og udøver den efter bedste formåen. Det gør de uanset om de kender til det teoretiske grundlag i teosofi osv. Det er netop det geniale ved den plan der hermed er sat i værk: Ingen “ejer” den. Ingen kan gøre krav på ophavsret og dermed fastsætte dogmer for hvordan vi skal forholde os til dens indhold. Ingen kan fortælle os hvad der er rigtigt, så vi må selv lære at skelne.

Den Tidløse Visdoms verdensbillede

Den tidløse Visdom hviler på nogle grundlæggende antagelser. De er ikke ment som dogmer, som man skal tro på for at blive reddet ved verdens ende. Men man er nødt til at antage dem som hypoteser, så længe man søger at forstå hvad læren går ud på. Derefter står det enhver frit for at forkaste såvel antagelserne som læren i det hele taget. Og nok så vigtigt: Man bliver ikke fortabt af den grund.

Lad mig starte med et par citater

Alice A. Bailey, Kosmisk Ild, side 37
”Der er ét grænseløst uforanderligt princip, en absolut virkelighed, som går forud for al manifesteret og betinget eksistens …

Herfra udgår i forløbende gradueringer og ordnet rækkefølge talløse universer, som omfatter myriader af manifesterede stjerner og solsystemer. Hvert solsystem er manifestationen af et stort kosmisk væsens energi og liv, sollogos. Denne sollogos inkarnerer i et solsystem og udtrykker sig igennem 3 aspekter, der kommer til udtryk gennem 7 kraftcentre. Disse centre er i sig selv levende væsener… ”

Lucille Cedercrans, The Nature of the Soul, eng. udg., side 4 – 7 (min oversættelse)
”Denne serie af instruktioner er bygget op på fundamentet af visse basale begreber, som kort kan skitseres som følger:

1.
At der er ét kosmisk center, der styrer alt liv i det manifesterede kosmos. Det definerer vi som Den Ene Gud, hvis natur er både immanent og transcendent.

2.
At den totale sum af liv i og på vores planet konstituerer et Planetarisk væsen, som under påvirkning af det Kreative Kosmiske Center som han er en udstrømning af, dirigerer planetens liv og gøren i henhold til Guddommelig hensigt. Denne Guddommelige hensigt deler han med de andre planetariske væsener, som udgør vores solsystem. Dette mægtige liv defineres som Planetlogos.”

(Herefter beskrives i yderligere nogle punkter selve organiseringen af planetlogos’ liv gennem tre overordnede centre (Shamballa, Hierarkiet og Menneskeheden) og menneskehedens organisation i relation til det overordnede liv)

”… fra Det Centrale Kosmiske Center udspringer visse impulser, som beliver de Guddommelige Love, som opretholder orden i det manifesterede kosmos. Tre af disse udfolder sig, sammen med andre som ikke nævnes her, i vores planetariske ordning på følgende måde:

1. Loven om evolution
Dette er den Guddommelige Lov, der styrer bevidsthedsaspektet for alt liv. Den er relateret til Guds hensigt og betyder simpelt hen, at ethvert stade af bevidsthed er i en vækstproces uanset ydre fremtræden eller tilstand …

2. Loven om reinkarnation eller genfødsel
Denne kunne kaldes det graduerende system for den evolutionære proces i den menneskelige familie. Sjælen inkarnerer ikke kun én gang i menneskelig form, men mange gange indtil den mestrer formnaturen og kontrollerer sine legemer som instrumenter for den Guddommelige Plan.

3. Loven om karma
Her er den store lov om balance, som gør evolutionen mulig. Den kontrollerer misbrug af energi inden for det manifesterede kosmos og gør at enhver strøm af energi, fra ethvert givet punkt dirigeres tilbage til sin kilde med en energi af samme type, styrke og kvalitet som den der blev sendt ud. Så hvad end et menneske tænker, føler eller gør vil vende tilbage til ham som en afbalancering af misbrugt energi inden for hans eget system. …

Så altså, i mere jordnære vendinger:

Alt i det univers vi kender, er levende bevidstheder under udvikling, fra det mindste atom til den største galakse. Også den enhed vi kalder Gud er en bevidsthed under udvikling. Gud er altså ikke et endeligt, uforanderligt væsen, som man kan få indtryk af, når man læser Bibelen.

Gud eller logos, hvad enten det er en kosmisk logos, en sollogos eller en planetlogos har tre 3 aspekter og udtrykker sig gennem 7 kraft- eller energicentre. Guds tre aspekter og syv kraftcentre er hver især levende væsener.

Udvikling handler om udvikling af bevidsthed, ikke om udvikling af stof eller form. Udviklingen styres af Guddommelige love, der kan sammenlignes med naturlove, dvs. ubrydelige og eksisterende i sig selv. For at ens bevidsthed kan udvikle sig er man nødt til at øve sig, til man mestrer alle udfordringer vi støder på som mennesker. Derfor må vi fødes igen og igen (reinkarnere) og mærke konsekvenserne af vores handlinger – gode som dårlige (karma), så vi til sidst har lært at bruge vores fri vilje til at gøre Guds vilje.

Det var udviklingsplanen sådan ganske kort, og Den Tidløse Visdom har til formål at fortælle os, hvordan vi skal gå frem i udvikling.

Til toppen af siden