Her har jeg samlet nogle få oplysninger om de pionerer, der var de første til at formulere Den Tidløse Visdom i vores tid. Formålet hermed er at give et overordnet indtryk af de personligheder, der står bag denne nye formulering. Først og fremmest om de er troværdige; om de levede, som de prædikede.

Ens for alle pionererne er, at de har mødt en eller flere mestre. Disse møder havde ikke karakter af ”overnaturlige” hændelser. Det var ikke drømme, hallucinationer eller clairvoyante indtryk, men reelle, levende kontakter. Den fælles mission for pionererne og mestrene var, at gøre menneskeheden bekendt med mestrenes eksistens og den indre verdensstyrelse, og at der er en overordnet Plan for menneskehedens og planetens udvikling. Det var desuden en pointe at slå bro imellem den østlige visdom, man finder i hinduisme og buddhisme, og den vestlige, materialistiske livsanskuelse.

Det verdensbillede pionererne stiller op er grundlæggende ens, selv om der også er forskelle i detaljerne.

Studiet af pionerernes livshistorier viser desværre også, at de har forholdt sig kritisk til hinanden. Blavatsky var fx glad for at en kirkens mand – Leadbeater – sluttede sig til det teosofiske samfund og kunne bringe en slags forbindelse mellem teosofi og ortodoks kristendom i stand. Leadbeater stod Annie Besant meget nær, og de to arbejdede sammen om flere bøger. Alice Bailey nærede stor respekt for Annie Besant, men stemplede Leadbeaters værker som astralisme. Hodson var til det sidste loyal overfor ”det oprindelige” Teosofiske Samfund. Han tog på denne indirekte måde afstand fra alt hvad Alice Bailey stod for.

Selv i dag fortsætter disse kontroverser. Hvad skal vi dog mene, når selv de mennesker som beskæftiger sig med spiritualitet, drives af misundelse, jalousi og jantelov? Jeg kan ikke mene andet, end at enhver må gøre op med dette ud fra sin egen overbevisning og skelneevne. Punktum.